Home Nyheder Turismen et vigtigt eksporterhverv

Turismen et vigtigt eksporterhverv

0
SHARE

Det viser tal fra VisitDenmarks nye turismesatellitregnskab, der for første gang viser turismeomsætningens betydning helt konkret i de enkelte kommuner.

 

Turister brugte 72,7 mia. kr. under besøg i Danmark i 2006. Heraf købte de udenlandske turister for 36,4 mia. kr., hvilket svarer til 4,3% af alle varer og tjenester på indtægtssiden af betalingsbalancen. Samtidig viser VisitDenmarks turismesatellitregnskab, at turismen skabte en direkte værditilvækst på 34,7 mia. kr., svarende til 2,5% af landets samlede værditilvækst. Og det resultat placerer turismen højere end fx ’Fødevare-, drikke- og tobaksindustrien’ og næsten lige så højt som ’Kemisk industri og plastindustrien’ i nationalregnskabet.

 

VisitDenmarks adm. direktør Dorte Kiilerich:

”Meget ofte opgøres vores resultater i stigende og faldende overnatningstal, men turismesatellitregnskabet viser os nøjagtigt hvor, hvordan og hvor meget værdi turismen skaber for det danske samfund”.

 

Det nye regnskab viser turismen opgjort efter de nye regions- og kommunegrænser. Dermed bliver det for første gang tydeligt, hvor meget og hvad turisterne forbruger i de forskellige dele af landet, hvilke lande gæsterne kommer fra og hvad formålet med besøget i Danmark er. Og netop disse tal er afgørende for den kommunale investeringslyst.

 

Turismesatellitregnskabet viser blandt andet, at en tredjedel af alle turisterne er forretningsrejsende og at København, som landets største turismekommune, tjener 16,3 mia. kr. på turisterne. 41% af landets samlede turismeforbrug, svarende til 29,7 mia. kr., lægges i Region Hovedstaden.

Skrevet af Flemming Juul