Home Nyheder Trafikkaos spænder ben for Molslinien

Trafikkaos spænder ben for Molslinien

0
SHARE

Vejarbejdet ved Nørreport, der nu har stået på i flere måneder, har påvirket omsætningen hos de erhvervsdrivende på havnen i Århus, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten i dag.

 

Molslinien oplyser, at selskabet hører fra kunder, at de foretrækker at køre til Ebeltoft eller køre ned over Storebæltsbroen i stedet for at benytte færgen fra Århus.

 

»Vi synes faktisk, at vi i øjeblikket bliver budt nogle urimelige vilkår,« siger direktør for Molslinien Preben Wolf. Han føler, at selskabet uafbrudt skal være opmærksomt for at sikre, at der bliver taget hensyn til, at der drives en færgerute fra byen.

 

Færgeselskabet uddeler brochurer om trafikforholdene til kunderne, ligesom der på selskabets hjemmeside bliver reklameret for alternative ruter, for at gøre det så let som muligt at benytte færgerne i Århus.

 

Stigningen i oliepriserne og et olietillæg på 100 kr. på hver billet er dog den væsentligste årsag til, at Molslinien de seneste måneder har mistet kunder.

Skrevet af Hanne Aaen Lassen