Home Nyheder Sydvestjylland hitter hos tyske turister

Sydvestjylland hitter hos tyske turister

0
SHARE

feriehus varde kommuneDanmarks Statistik viser en fremgang i tyske overnatninger på 8% i forhold til 2014. Det svarer til 817.000 flere overnatninger i 2015. For de danske overnatninger er stigningen 6% svarende til 235.000 flere overnatninger.

I 2014 var der 3,8 millioner tyske overnatninger i de fire sydvestjyske kommuner, så der forventes en vækst i faktiske tal på omkring 300.000 overnatninger i 2015 i forhold til 2014.

Sydvestjylland har engageret sig stærkt i markedsføringen i Tyskland, hvor Vestkysten er samlet under paraplyen ’Die Dänische Nordsee’.

”Det er glædeligt, at fremgangen i tyske feriehusovernatninger i 2014 styrkes i 2015. De kommunale turismefremmeorganisationer har sammen med turisterhvervet både i 2014 og 2015 arbejdet sammen med VisitDenmark i Tyskland omkring markedsføringen af Sydvestjylland. Initiativerne er understøttet af Region Syddanmark. Det er dejligt at se, at indsatserne på det tyske marked har båret frugt. Stigningen betyder en vækst i turismeforbruget på over 100 millioner kroner,” fortæller turistcheferne Colin Seymour fra ProVarde, Bodil Glistrup fra Rømø Tønder Turistforening og Poul Therkelsen fra Markedsføring Fanø samstemmende.

De Sydvestjyske overnatningstal for 2015 er opgjort for feriecentre og campingpladser og viser ligeledes en pæn fremgang med en vækst på lige under 50.000 tyske overnatninger. Samlet forventes tyske overnatninger i Sydvestjylland at runde 4,1 millioner.

Fortællingen om turismen i Danmark er efter murens fald fortællingen om en helt ny konkurrent, der så at sige er skudt op i baghaven. Bebyggelsen og udviklingen af den tyske Østersøkyst i Mecklenburg-Vorpommern har betydet, at tyskerne i langt større grad end før, har kunnet nyde kystoplevelser i eget land.

Tal fra Deutsche Zentrale für Tourismus viser vækst på mellem 2,1 og 2,7% i Mecklenburg-Vorpommern, Slesvig-Holsten og Niedersachsen fra 2014 til 2015, hvilket er mere end fire procentpoint lavere end væksten i Danmark.

Allerede nu har tyske turister booket 157.000 uger i danske feriehuse, og det er godt 20% flere end på samme tid sidste år. Den gode prognose falder sammen med, at markedsføringen af “Die Dänische Nordsee” i 2016 er den største kampagne gennemført på det tyske marked nogensinde.