Home Nyheder Stress af i den svenske natur

Stress af i den svenske natur

0
SHARE
Glashytten “The 72 Hour Cabin”. Foto: Maja Flink

Et nyt studie skal vise, hvad de svenske skove gør ved personer med stressende jobs. De skal bo tre døgn i en glashytte tæt på naturen, og deres trivsel vil blive målt af forskere.

De fleste er med på, at en tur i skoven eller ud til vandet gør godt i sjæl og krop. Nu vil to svenske forskere fra Karolinska instituttet i Stockholm bevise, at det er tilfældet.

“The 72 Hour Cabin” er ikke kun forbeholdt forsøgspersonerne, men er et tilbud til alle, der vil væk fra en hektisk hverdag.

Blandt deltagerne i casestudiet er en tysk politimand, en fransk taxachauffør og en britisk TV-vært.

“For mange svenskere er naturen en kilde til energi og fungerer som en vej til selvudvikling, livskvalitet og glæde. Med “The 72 Hour Cabin” ønsker vi at give folk fra hele verden mulighed for at forstå det forhold, svenskerne har til deres natur og inspirere flere besøgende til at udforske Sveriges rummelige, tilgængelige natur,” siger Jennie Skogsborn Missuna, Chief Experience Officer hos Visit Sweden.

Udsigt over Henriksholm. Foto: Maja Flink

Fra i dag og tre dage frem bor deltagerne i glashytter på øen Henriksholm to timer nord for Gøteborg. Øen består af 60 pct. skov og 40 pct. græsarealer til højlandskvæg. Og så skal der ellers fiskes, laves mad over bål og slappes af.

“Sveriges natur tilbyder et psykisk og mentalt rum, hvor man kan blive ét med sig selv og andre. Jeg har fundet ud af, at mange af mine patienter har haft stor gavn af at tilbringe tid i naturen, og jeg støtter op om, at Sverige har taget dette initiativ,” siger Walter Osika, forsker hos Karolinska instituttet.