Home Nyheder Street food marked hædret af turisterhverv

Street food marked hædret af turisterhverv

0
SHARE
Bjørn Hentze og Jesper Møller ved prismodtagelsen på Hotel Sinatur i Nyborg.

Det blev Odenses populære street food marked, Storms Pakhus, der løb med det fynske turisterhvervs 2017-udgave af ’Årets Skulderklap’.

Det er tredje år i træk prisen uddeles, og pakhuset overhalede 10 konkurrenter, som ligeledes har budt på særligt innovative tiltag, der har rykket fynsk turisme i det forgangne år.

Styregruppen for Destination Fyn Klyngen uddelte Årets Skulderklap i forbindelse med klyngens årskonference i på Hotel Sinatur i Nyborg. Konferencen blev holdt i samarbejde med Sport Event Fyn og var kick-off for den nye FYN365 markedsføringsstrategi, som bl.a. har gastronomi og fødevarer som et fokuspunkt.

Storms Pakhus tegner sig for en af de store investeringer, som Fyn er begunstiget med i disse år og som gør, at oplevelsesindustrien netop nu har et særligt momentum. Blandt de nominerede var også Bike Friends-konceptet og Nyborg Destilleri.

”Odense Street Food har med Storms Pakhus givet fynsk turisme et helt unikt og friskt pust. Som indstillingerne fremhæver er pakhuset i høj grad med til at give Odense et mere urbant udtryk og sikrer, at vi rider med på street food-bølgen på vores helt egen og innovative måde. Med udnyttelsen af det smukt renoverede pakhus er der skabt en autentisk oplevelse i særklasse”, sagde Jens Odgaard, medlem af Destination Fyn Klyngens styre- og investorgruppe.

”Det varmer i hjertet, at vores kollegaer i oplevelsesbranchen peger på os, når der skal uddeles anerkendelse”, sagde Bjørn Hentze, direktør i Storms Pakhus og Bargroup, der står for den daglige drift.

Også Jesper Møller fra Julian Group, der er initiativtager til Copenhagen Street Food og den anden halvdel af partnerskabet bag Storms Pakhus, var til stede ved overrækkelsen.

Sidste år var det Live Nation, der modtog prisen for Heartland Festivalen, og Bridgewalking i Middelfart skød traditionen i gang som modtager i 2015.

LEAVE A REPLY