Home Nyheder SAS ude med den danske sparekniv

SAS ude med den danske sparekniv

0
SHARE

SAS Danmark halter efter søsterselskaberne i Sverige og Norge, når det gælder om at tjene penge. Den danske virksomhed havde et underskud på 122 mio. svenske kr. i første halvår, mens de øvrige lande havde overskud, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten i dag.

 

Det er først og fremmest eftervirkningerne af problemerne med Dash Q400 flyene, der belaster regnskabet i det danske selskab. Flyene blev taget ud af drift efter to ulykker på grund af brist i landingsstellet. I stedet har selskabet leaset fly hos andre selskaber, hvilket er dyrt. Samtidig er flyene større og har været svære at fylde. De høje priser på brændstof har også udhulet indtjeningen.

 

 

 

»Det er ærgerligt, at afmatningen og de høje oliepriser kommer nu, da vi var inde i en god udvikling, hvor det lykkes at få mere for billetterne,« siger Susanne Larsen, adm. direktør i SAS Danmark.

 

 

Datterselskaberne i Sverige og Norge har klaret sig bedre, men disse lande er ikke så udsatte for europæisk konkurrence, som SAS Danmark. I Norge er 70 pct. af passagererne indenrigsrejsende, mens andelen i Sverige er 50 pct.

 

SAS har besluttet, at reducere kapaciteten med 10 pct., og det betyder, at 18 fly skal parkeres på landjorden til oktober. Det reducerede trafikprogram betyder, at der skal spares 1.500 stillinger væk i koncernen. Nedskæringerne vil også ramme hårdt i Danmark, men Susanne Larsen kan ikke sætte tal på, hvor mange danske medarbejdere, som vil blive berørt.

 

Skrevet af Hanne Aaen Lassen