Home Nyheder SAS ønsker udvidet aktiekapital

SAS ønsker udvidet aktiekapital

0
SHARE

SAS har i dag, fredag, indkaldt til ekstraordinær generalforsamling i november, hvor selskabets bestyrelse vil søge bemyndigelse til udstedelse af maksimalt 66 millioner nye aktier.

Den danske regering vil på den baggrund anmode Folketingets Finansudvalg om tilslutning til, at den danske stat stemmer for kapitaludvidelsen og deltager aktivt i den.

Sverige og Norge, der er de øvrige hovedaktionærer, støtter også planerne om et aktiesalg, men vil ikke deltage i salget, da de ønsker at nedbringe deres respektive ejerandele.

Den danske stat vil opretholde sin nuværende ejerandel på 14,2% af aktierne ved at købe så mange nye aktier, der skal til hvis de udstedes, lyder det fra finansminister Kristian Jensen.

SAS vil bruge provenuet til at nedbringe finansieringsomkostningerne. En sund finansiel position afgør muligheden for en fornyelse af flyflåden og andre investeringer til fremtidssikring.

Den svenske stat har lige nu 17,1% af aktierne i SAS, men hvis der udstedes 66 millioner nye aktier, uden at Sverige køber, bliver den svenske andel nedbragt til knap 14,3%.

Den norske stat har 11,4% af selskabet og vil få en ejerandel på 9,5% ved et aktiesalg på 66 millioner, svarende til 1,3-1,4 milliarder kroner.