Home Nyheder SAS-chef haster til Spanien

SAS-chef haster til Spanien

0
SHARE
»Jeg føler en stor tomhed og en dyb medfølelse til alle, der er blevet berørt af denne ulykke,« lød det fra en synligt ulykkelig SAS-chef på et fem minutter langt pressemøde på Hotel Hilton ved Københavns Lufthavn i går aftes. 
 
 
Mats Jansson var sammen med vicekoncernchef John Dueholm ombord på et fly på vej fra Kina til Danmark, da han blev kaldt op i cockpittet og fik nyheden om ulykken med datterselskabet Spanairs fly i Madrid, skriver Berlingske Tidende i dag.
 
De to topchefer satte med det samme kursen mod Danmark og straks efter landingen i Københavns Lufthavn tog topcheferne sammen med et såkaldt relief team til Madrid.
 
 
»Vi ønsker at være nær hændelsen, og vise, hvor dybt berørt, vi er over det, der er sket. Vi vil vise vores medfølelse til alle berørte, vi vil være hos dem, vi vil være på plads,« sagde topchefen, der samtidig oplyste at flere hjælpehold er ved at blive sendt afsted. 
 
 
»Hvad vi ved indtil nu er, at det er en frygtelig stor ulykke, hvor der tilsyneladende er mange døde og tilskadekomne. Vi har dog ikke fået nogle tal bekræftet fra myndighederne, men vi håber snart at vide, hvad der er sket. Uanset hvad er det en frygtelig hændelse,« sagde Mats Jansson på pressemødet.
 
 
Ifølge spansk radio var der også en eller flere danske passagerer med flyet, men sent i aftes oplyste det danske udenrigministerium, at de ikke havde nogen oplysninger om danskere om bord. Det svenske udenrigsministerium oplyste til svensk presse, at der var mindst to svenskere med flyet, hvoraf en frygtes dræbt.

Skrevet af Hanne Aaen Lassen