Home Nyheder Rekordår for dansk turisme

Rekordår for dansk turisme

0
SHARE

turister i danmarkAntallet af udenlandske overnatninger i Danmark nåede 23,4 millioner – det højeste niveau siden 2003. Samlet blev der registreret 47 millioner overnatninger, hvilket er det højeste antal nogensinde.

Kurven er knækket for de udenlandske overnatninger, og der er en klar forventning om, at den positive udvikling fortsætter.

Overnatningstallene viser en fremgang i udenlandske overnatninger på 7,5% i forhold til 2013 Det svarer til 1,6 millioner flere overnatninger. For de danske overnatninger er stigningen 3,5%. Samlet er de udenlandske overnatninger steget til 23,4 millioner, og de danske til 23,7 millioner.

De tyske turister er for alvor vendt tilbage og har i 2014 stået for 13,1 millioner overnatninger, en stigning på 7,2%. Norske besøgende har slået alle rekorder med 2,5 millioner overnatninger.

“Vi er inde i en positiv udvikling, som blandt andet hænger sammen med, at økonomierne på vores vigtigste markeder er forbedret. Samtidig holder tyskerne ferie, når vi er begyndt på arbejde. Det betyder bedre priser for de tyske turister, og det skaber en øget omsætning. Vi har fokuseret i store målrettede kampagner, særligt på det tyske marked, og dermed kan vi skabe et højere markedsføringstryk,” siger adm. direktør i VisitDenmark, Jan Olsen.

I VisitDenmark forventes det, at dansk turisme kan fortsætte den positive udvikling. “Det er klart, at faldet i den svenske og norske krone kan betyde færre skandinaver på ferie i Danmark. Men generelt og særligt fra Tyskland ser vi allerede nu en meget positiv interesse. Allerede nu har udenlandske turister booket 131.000 uger i danske feriehuse og det er 6% flere end sidste år. Så vi forventer at holde en vækstrate som det øvrige Europa,” siger Jan Olsen.