Home Nyheder Rejsebureauer ansvarlig for rejsebeskrivelser

Rejsebureauer ansvarlig for rejsebeskrivelser

0
SHARE
Medinaen i Marrakech.

Rejsebureauer hæfter for hvad de skriver i deres salgsmateriale. Ellers kan det gå galt som i sag, der netop er afgjort til kundens fordel i Pakkerejse-Ankenævnet.

Klageren købte i juni sidste år på rejsebureauets hjemmeside en rundrejse ”Marokko – bl.a. til 5 UNESCO- verdensarvsteder” og Marrakech for to personer fra 7-21. november 2016.

Efter rundrejsen den første uge skulle den anden uge byde på ophold i Marrakech med indkvartering i dobbeltværelse med morgenmad på førsteklasses 4-stjernet hotel. Men kunden blev under opholdet i Marrakech indkvarteret på et hotel i et ørkenområde udenfor Marrakech by.

I rejsebureauets udbudsmateriale er rejsen bl.a. beskrevet således: ”Dag 8-15: Afslapningsophold på førsteklasses 4-stjernet hotel i det verdensberømte Marrakech! Glæd dig til en uge i den populære og trendy metropol Marrakech.”

Af hotellets hjemmeside fremgår det: ”Hotellet ligger i en naturskøn palmelund og har swimingpools samt 4 tennisbaner… Efter en dag med sightseeing kan man nyde en række spa- og massagebehandlinger… Hotellet ligger i en tropisk park med rosenhave og er en fredfyldt oase, blot 25 minutter fra byens (Marrakech) livlige medina (den gamle bydel)…”

Kunden klagede fordi de ifølge rejsebeskrivelsen skulle tilbringe den sidste uge på 4-stjernet hotel i Marrakesh, men i stedet endte på et resort 10 km ude i ørkenen, hvilket betød at klageren selv måtte afholde udgifter til bustransport til Marrakech by.

Klageren krævede på denne baggrund en kompensation på 4.140 kr., 50 pct. af rejsens pris, da klagerens ophold den anden uge af rundrejsen langtfra indeholdt det, rejsebureauet havde lovet i deres udbudsmateriale. Herudover kræver klageren erstatning for sine udgifter til bustransport til Marrakech på i alt 992,88 kr., skriver Danmarks Rejsebureau Forenings nyhedsbrev i sin gennemgang af sagen.

Rejsebureauet afviste kundens klage og gjorde gældende, at hotellet ligger i en forstad ca. 10 km fra Marrakechs centrum med hurtig adgang til byen. Bureauet mente ikke det kan forventes, at hotellet skal være direkte i centrum, og at en vis transport må forventes i forbindelse med storbyferier.

Kunden fik 1.500 kr. retur
Pakkerejse-Ankenævnet har ved afgørelse af sagen vurderet, at klageren ifølge udbudsmaterialet var lovet indkvartering på et hotel i Marrakech, men i stedet blev indkvarteret på hotel i et ørkenområde udenfor Marrakech by.

På denne baggrund har Pakkerejse-Ankenævnet vurderet, at rejsen har været behæftet med mangler, der berettiger klageren til et nedslag i rejsens pris. Nævnet har fastsat afslaget til 1.500 kr.

Hvad kan vi lære af sagen?
I sin kommentar til kendelsen fra Pakkerejse-Ankenævnet skriver DRF:

”Det vi kan lære af denne sag er, at rejsebureauer altid er ansvarlige for teksten i deres udbudsmateriale, hvorfor det er vigtigt, at rejsebeskrivelserne også svarer til det, som kunden køber hos et rejsebureau.

Det kan godt være, at rejsebureauernes underleverandører beskriver deres produkter på en anden måde end rejsebureauerne gør, men dette ændrer ikke ved, at rejsebureauet er kundens kontraktspart, og at det derfor som udgangspunkt er rejsebureauets udbudsmateriale, kunden kan gøre rejsebureauet ansvarligt for.”

Rejsebureauet vil også være ansvarligt for underleverandørernes beskrivelser, hvis disse er blevet fremsendt i forbindelse med rejsebureauets indgåelse af aftalen med kunden eller hvis bureauet har gjort dette materiale til en del af rejsens beskrivelse – f.eks. ved at linke til hotellets egen hjemmeside.

Danmarks Rejsebureau Forening anbefaler, at medlemmernes rejsebeskrivelser og andet udbudsmateriale altid svarer til det, som kunden faktisk får på deres rejse. Lov ikke mere, end I kan holde, ellers bliver bureauet ansvarlig over for kunden, hvis kunden klager, skriver DRF til medlemmerne og tilføjer:

”Hvis I f.eks. skriver, at hotellet ligger i den populære og trendy metropol Marrakech, må hotellet ikke ligge i et ørkenområde udenfor Marrakech by. Såfremt I er i tvivl eller har spørgsmål, er I selvfølgelig altid velkomne til at kontakte DRF og få vores vurdering af jeres rejsebeskrivelse eller andet udbudsmateriale.”