Home Nyheder Prisstigninger på vej til efteråret

Prisstigninger på vej til efteråret

0
SHARE

Gennemsnitsprisen på flybilletter vil stige, og der vil være færre slagtilbud som »København-London for 99 kr.« eller »Paris tur/retur for 299 kr.« Sådan lyder advarslen til alle rejseglade danskere fra både flyselskaber og brancheanalytikere i ind- og udland, skriver Berlingske Tidende i dag.

»For første gang siden fremkomsten af lavprisselskaber ser vi nu, at priserne stiger. Kun ét selskab har sagt, at de ikke vil sætte priser op, og det er Ryanair. Men de finder til gengæld flere og flere ting at tage ekstra penge for,« siger Sean Tipton fra sammenslutningen af britiske rejseagenter, ABTA.

Flere flyselskaber, herunder SAS, Sterling, British Airways og Ryanair, har allerede varslet, at de sætter fly på jorden for at spare penge og reducere kapacitet. Og i første halvår i år er 24 flyselskaber på verdensplan gået konkurs eller i betalingsstandsning, viser tal fra den internationale luftfartsorganisation IATA.

I EasyJet forventer talsmanden, at flere selskaber vil dreje nøglen om til vinter, og det kan få betydning for priserne. »Det vil dog nok mest være på de tyndt befløjede ruter med få selskaber og få afgange, at man skal betale mere. På de tykt befløjede ruter, f.eks. ruter til London, vil der fortsat være så stor konkurrence, at priserne vil være lave,« siger Oliver Aust.

Præcis hvor meget, priserne vil stige, vil ingen sætte tal på, men stigningerne vil kunne mærkes, mener analytikere. Topchefen i Sterling betegner en prisstigning på 100 kroner for en flyvning som et »minimum«.

Skrevet af Hanne Aaen Lassen