Home Nyheder Portugal tiltrækker flere danskere

Portugal tiltrækker flere danskere

0
SHARE
Fra den portugisiske workshop, fra venstre Oto Oliveira fra Turismo de Portugals kontor i Stockholm, turistchef i Danmark, Stig S. Kaspersen, ambassadør Rui Macieira og Henrik Nielsen fra TAP Air Portugal.
Fra den portugisiske workshop, fra venstre Oto Oliveira fra Turismo de Portugals kontor i Stockholm, turistchef i Danmark, Stig S. Kaspersen, ambassadør Rui Macieira og Henrik Nielsen fra TAP Air Portugal.

Ved en workshop i København viste portugisiske leverandører til turisterhvervet, hvor bredt det populære rejseland favner. Lissabon får flere møde-turister – og TAP Air Portugal øger på Latinamerika.

Lissabon, Algarve-kysten, samt Madeira og Acorerne er danskernes portugisiske favoritter, fortalte Portugals energiske turistchef i Danmark, Stig Sommerfeldt Kaspersen, til takeoff.dk, da Portugal forleden havde rejsebranchen til workshop i Rundetårn.

”De seneste år er antallet af besøgende fra Danmark vokset 5%. Portugal måler ikke alle overnatninger – der indsamles kun oplysninger om overnatninger på hoteller af en vis standard og antal værelser. Men sidste år var der på denne konto 430.000 danske overnatninger i Portugal og 500.000 fra Sverige. Altså procentvis mange flere danskere i forhold til indbyggertallet,” sagde Stig Kaspersen.

Workshoppen havde 90 tilmeldte fra den danske rejsebranche, der kunne møde 26 portugisiske leverandører.

Salgschef i Danmark og for Sydsverige Henrik Nielsen fra det portugisiske Star Alliance-medlem glædede sig på workshoppen over, at TAP Air Portugal i år har tilføjet endnu to destinationer i Brasilien, Belem og Manaus, og dermed betjener 12 lufthavne i det store land. Ligeledes har TAP fået rute til Bogota og Panama – i alt betjener TAP 15 destinationer i Latinamerika; hertil kommer 13 i Afrika.

”Og her til den kommende vintersæson har TAP en god forbindelse til Miami fra København via Lissabon. Afgangstiden fra Lissabon til Miami er blevet ændret, så der kun er en times ventetid efter ankomst til Lissabon fra København,” sagde Henrik Nielsen.

TAP betjener flittigt Skandinavien ligesom selskabet også har flyvninger til Hamborg og Tallinn.

Samtidig glæder TAP og Portugals turistråd sig også over, at den portugisiske hovedstad i stigende grad tiltrækker MICE-turisme.