Home Nyheder Pænt overskud for Mols-Linien

Pænt overskud for Mols-Linien

0
SHARE

mols linienMols-Liniens regnskab for første halvår viser stabil vækst i både omsætning og trafiktal. Det sikrer et overskud på 14,6 millioner kroner mod et underskud på 9,9 millioner i samme periode i fjor.

Rederiet har overført 543.686 personbiler – en stigning på 8,6%. Det svarer til i gennemsnit 185 personbiler på hver af Mols-Liniens afgange.

Bestyrelsesformand Frantz Palludan er tilfreds og noterer, at rederiet har fastholdt fokus på at udvide tilbuddene til kunderne, blandt andet med timedrift fra både Jylland og Sjælland i døgnets travleste perioder.

Mols-Linien har fastholdt gennemsnitsindtægten pr. bil, hvilket har medført vækst i omsætningen, som i årets første seks måneder er 299,1 millioner kroner – godt 25 millioner mere end i samme periode i fjor.

Mols-Linien fastholder forventningen til året med en vækst i omsætningen på 7% og et positivt resultat efter skat på 50–60 millioner kroner. Rederiet har fremskrevet sine forventninger til 2016 med udgangspunkt i en trafikvækst på 5%, de kendte oliepriser og en uændret billetpris. Baseret derpå forventes et EBIT-resultat (resultat før renter og skat) på 146 millioner kroner og et årsresultat på 92 millioner kroner.

Fremlæggelsen af halvårsregnskabet falder mens Mols-Linien er midt i en budkrig. Den aarhusianske rigmand Henrik Lind og kapitalfonden Polaris kæmper om at overtage rederiet. Senest har Henrik Lind fremsat et bud på 41 kroner. pr. aktie, hvilket blev afvist af Mols-Linien.