Home Nyheder Nye restauranter fører til flere konkurser

Nye restauranter fører til flere konkurser

0
SHARE
Kirsten Munch Andersen.

6.792 virksomheder blev erklæret konkurs i 2016. Det er 130 flere end 2010, hvor konkurstallet toppede efter finanskrisen. Analyseinstituttet Experian har opgjort tallene for Dansk Erhverv.

Virksomheder i hotel- og restaurationserhvervet er blandt de virksomheder, som er hårdest ramt. Branchen alene stod for 447 konkurser i 2016. Det er i høj grad restauranter, som går konkurs, mens hoteller som regel når at blive solgt, fortæller Kirsten Munch Andersen, politisk direktør i Horesta, skriver business.dk.

De mange konkurser skyldes, at restauranterhvervet er kendetegnet ved mange iværksættere. Derfor er det heller ikke en foruroligende udvikling, vurderer hun: ”Restaurationserhvervet har i løbet af det seneste par år skabt rigtig meget beskæftigelse og nye virksomheder. Vi kan se, at overlevelsesraten er øget de seneste år, men det er klart, at nogle af dem ikke lykkes”.

Heller ikke økonom ved Dansk Erhverv Jens Hjarsbech mener, at der er grund til at panikke over de mange konkurser. De skyldes til dels, at Erhvervsstyrelsens nye it-system forsinkede konkursbehandlingerne i 2015, hvilket har givet kunstigt mange konkurser i 2016.

”Det er også et billede af, at flere har stiftet virksomhed, som siden er erklæret konkurs, uden reelt at have haft egentlig aktivitet”, siger han.