Home Nyheder Novia styrker ejerkredsen

Novia styrker ejerkredsen

0
SHARE

Der er indgået en betinget aftale om ejerskifte i Novia. Aftalen forventes endeligt på plads i starten af juli. Den nye ejerkreds består af Odin Equity Partners, den nuværende hovedaktionær, Lars Thuesen, samt ledelsen i Novia.

Novia har de seneste år gennemgået en vellykket turnaround, som har styrket selskabets markedsposition med forbedret indtjening. Samtidig har der i flere måneder været arbejdet på at styrke ejerkredsen med henblik på fremtiden. Næste fase går ud på at blive endnu stærkere på positionen som største uafhængige leverandør til flyselskaberne i København og Malmö. Endvidere forudses en mulig yderligere skandinavisk konsolidering de kommende år.

Novias markedsposition er blevet stadig stærkere og et betydeligt underskud er blevet vendt til positive resultater, oplyser selskabet.

"Aftalen med Odin Equity Partners markerer slutningen på den turnaround Novia har været igennem, og vi glæder os meget over at have fået en kapitalstærk partner om bord, som sammen med os ser muligheden for at fortsætte den positive udvikling," siger Novias formand, Lars Thuesen.

"Vi er meget glade for investeringen i Novia, som bliver den første investering i vores anden fond," siger Jesper Wadum Nielsen, partner i Odin, og tilføjer:

 

”Novia er med stærk base i Danmark og Sverige en virksomhed, der passer godt til vores investeringskriterier. Det er vigtigt for os, at det er en sund virksomhed, som over de seneste år har vist, at man gennem stadig fokus på de bedste ydelser til flyselskaberne har styrket sin position og forbedret indtjeningen. Det er også vigtigt, at Lars Thuesen og ledelsen har ønsket at blive og sætte sig i spidsen for den gode udvikling, samt at de har valgt at investere sammen med os."

Lars Thuesen fortsætter som formand, og Stig Thygesen fortsætter som adm. direktør.

Odin Qquity Partners er etableret i 2005 i en fond med én mia. kr. I dag er investeret i otte danske og svenske virksomheder. I 2008 rejste man 1,5 mia. kr. i en anden fond med stærke danske og internationale investorer i ryggen. Novia bliver den første investering i den anden fond.

Skrevet af Henrik Baumbarten