Home Nyheder Norwegian opgiver Karup med egne fly

Norwegian opgiver Karup med egne fly

0
SHARE

norwegian karup lufthavnFra vinterfartplanen tiltræder Danish Air Transport som operatør for Norwegian på ruten mellem Karup og Københavns Lufthavn. Dermed kan Norwegian via DATs mindre fly tilbyde seks fly på hverdage.

Norwegians B737’ere er for store til ruten mellem Karup og København – derfor har Norwegian indgået aftale med Danish Air Transport om, at DAT fra efteråret flyver seks gange på hverdage mellem Karup og København. Der bliver et fly på lørdage og tre på søndage.

I dag har Norwegian fire fly på hverdage mellem de to lufthavne. DATs ATR-fly har plads til 66 passagerer, mens B737-typen, Norwegian har brugt på ruten, har plads til over 140 passagerer.

”Det er en stor glæde, at vi nu kan tilbyde vores passagerer på denne rute flere afgange. Netop det har været et stort ønske fra det midt- og vestjyske erhvervsliv. Siden vi startede på ruten, har vi haft en løbende dialog med lufthavnen og erhvervslivet om, hvordan vi bedst kunne få denne rute til at fungere. Vi mener, at vi, ved at hyre et mindre fly til at operere ruten, har fundet den mest hensigtsmæssige løsning for alle parter,” siger Johan Bisgaard Larsen, informationschef i Norwegian.

Og Karups lufthavnschef, Erik Jakobsen, siger: ”På baggrund af stort pres fra områdets erhvervsliv og organisationer har Karup Lufthavns bestyrelse haft fokus på at øge frekvensen på Karup-København. Derfor glæder det mig, at samarbejdet med Norwegian udvides og antallet af frekvenser øges. Det viser, at Norwegian vil Karup og derved understøtter infrastrukturen og væksten i Midt- og Vestjylland.”

Norwegian har fløjet mellem Karup og København siden 6. maj sidste år og er eneste operatør på ruten. Norwegian rykkede ind efter konkursen i Cimber Sterling.”