Home Nyheder Nemmere ud i verden

Nemmere ud i verden

0
SHARE
Farvel og tak til Terminal 1.
Farvel og tak til Terminal 1.

Fra søndag den 29. marts afgår alle fly fra Københavns Lufthavn fra Terminal 2 eller 3 – udenrigs- som indenrigs.

Dermed bliver det hurtigere og nemmere at skifte fly og det er en af fordelene, når CPH sammenlægger indenrigs- og store dele af udenrigstrafikken.

Samtidig med at Danmark går over til sommertid, og flyselskaberne skifter fra vinter- til sommerprogrammer, lukker indenrigsterminalen Terminal 1 som selvstændig terminal efter 45 år. Det betyder, at alle fly vil afgå fra Terminal 2 og 3, ligesom check-in, Security og bagage kommer til at foregå ét og samme sted.

”For fremtiden vil de fleste indenrigsfly blive parkeret tæt på Europatrafikken, så det bliver enklere at transferere i lufthavnen. Det betyder, at vi binder Danmark bedre sammen med resten af verden, og tager endnu et skridt for at styrke positionen som internationalt knudepunkt,” siger Peter Krogsgaard, Kommerciel Direktør, Københavns Lufthavne A/S.

Check-in og Security i Terminal 1 lukker, og alle passagerer skal benytte Terminal 2 og 3 – uanset destination. Det betyder samtidig, at det dermed er slut med gå- eller busture mellem terminalerne.

Fire ud af fem, der transfererer fra indenrigs til udenrigs, flyver med SAS, som betragter sammenlægningen som et stort innovativt skridt.

”Ingen andre lufthavne af CPHs størrelse har på den måde en lufthavn, hvor indenrigs og udenrigs hænger sammen,” siger Lars W. Andersen, direktør for Public Affairs og infrastruktur i SAS.