Home Nyheder Milliardoverskud for Norwegian

Milliardoverskud for Norwegian

2
SHARE

Norwegian fremlægger i dag et nettoresultat på 1.351 millioner norske kroner for årets tredje kvartal. Det er en forbedring på 4% fra tredje kvartal sidste år. Belægningen steg til 92%

Kvartalet var præget af stærk, international passagervækst, samt flådevækst- og fornyelse. I alt fløj 9,8 millioner passagerer med Norwegian, hvilket er en stigning på 14% sammenlignet med samme kvartal sidste år. Stigningen i antal passagerer var størst i USA med 79% og Spanien med 25%. Belægningen steg til 91,7% og kapacitetsvæksten var 25%.

Alligevel er det et dårligere resultat end analytikerne havde forventet. Ekstra omkostninger til leje af fly og kompensation til passagerer ramt af forsinkelse, har koster selskabet. Inquiry Financial havde estimeret et resultat på 1.998 millioner norske kroner, så der er tale om et markant lavere resultat.

Norwegian skuffer også på driftsresultatet, som lød på 1.991 millioner norske kroner mod analytikernes forventning på 2.492 millioner kroner.

Selskabet har sat ti nye fly i trafik; fire Boeing 737 MAX, en Boeing 737-800 og fem Boeing 787-9 Dreamliners.

I tredje kvartal omsatte Norwegian for godt 10 milliarder norske kroner mod 8,3 milliarder i samme kvartal året før. Norwegian har en stærk likviditet med en kontantbeholdning på 5,6 milliarder norske kroner.

”Jeg er meget tilfreds med både passagervæksten og belægningen. I løbet af vores 15 år i luften har knap 210 millioner passagerer vist os tillid og rejst med os. Stadig flere rejsende fra USA, Spanien og andre dele af verden bidrager til den stærke vækst. Det viser, at vores globale strategi er ved at få fodfæste,” siger koncernchef Bjørn Kjos.

I løbet af kvartalet har Norwegian startet 14 interkontinentale ruter med blandt andet Singapore, Denver og Seattle som nye destinationer. Koncernens britiske datterselskab, Norwegian Air UK, fik amerikansk flyvetilladelse og et samarbejde med easyJet blev lanceret. Sammen med Unicef fyldte Norwegian en Dreamliner med nødhjælp til børn i Yemen. Det var den fjerde nødhjælpsflyvning på ligeså mange år.

2 COMMENTS

Comments are closed.