Home Nyheder Miljøkompensation bliver til solcelleanlæg

Miljøkompensation bliver til solcelleanlæg

0
SHARE

Thomas CookMens kun én procent af feriegæsterne miljøkompenserer flyrejser, betaler Thomas Cook Airlines, kompensation for de ca. 1.000 ansattes ca. 35.000 tjenesterejser. På årsbasis ca. 900.000 kr.

Nu har flyselskabet sparet så meget op i selskabets miljøfond, at man har bestilt et solcelleanlæg til 1,3 millioner kroner til opsætning på selskabets hangar i Københavns Lufthavn.

”På årsbasis kan vi hente 100.000 kW ud af anlægget. Det svarer til 15-20% af forbruget, eller hvad ca. 20 almindelige familiehuse anvender”, fortæller miljøchef Kim Houmark Hansen fra Thomas Cook Airlines.

Anlægget er produceret efter den seneste teknologi og overfladerne er behandlet med en ny coating, der forøger effekten med 4-6% og nedsætter refleksioner og genskær, som kunne genere flytrafikken.

Flyselskabet miljøkompenserer efter de tal, som GreenSeat anvender. Hvis flyrejsende ønsker at kompensere en returflyvning til f.eks. Mallorca eller Gran Canaria, skal de indbetale henholdsvis 40 og 117 kroner.

Flyselskabets miljøfond har tidligere finansieret vogne til kildesortering på flyene, miljøvenlige uniformsdele, iPads som erstatning for papirmanualer på flyvene, grønne lade-stationer til medarbejdere med elbiler samt solanlæg til opvarmning af swimmingpools på Mallorca.

”Alle initiativer kendetegnes ved, at de medvirker til en direkte reduktion i CO2-udslippet samt af andre skadelige stoffer, støj fra drift eller tiltag, der øger bevidstheden blandt medarbejderne om vores fælles miljøansvar”, siger Kim Houmark Hansen.