Home Nyheder Mere test af Aarhus Letbane

Mere test af Aarhus Letbane

0
SHARE

Siden maj har Aarhus Letbane testkørt letbanetog på en lukket strækning i det nordlige Aarhus. Nu udvides testkørslerne langs havnefronten og Nørrebrogade centralt i byen, oplyser Aarhus Letbane.

”Trafikanter skal være ekstra opmærksomme, når de går eller cykler langs havnefronten i Aarhus. Selv om vi er i slutfasen af anlægsarbejdet, kan det være farligt at krydse sporene. Der kan komme store arbejdskøretøjer og nu kan der altså også komme et letbanetog forbi”, siger sikkerhedschef Claus Pedersen til jyllands-posten.dk.

Han peger på, at havnefronten adskiller sig fra resten af letbanestrækningen, da togene her blander sig med den øvrige trafik uden bomme og hegn.

”Folk krydser letbanesporene på trods af, at der stadig bygges på strækningen. Nu, hvor der også kører letbanetog på havnen, er folk altså nødt til at holde øje med, hvad der sker omkring dem”, siger Claus Pedersen.

Aarhus Letbane har sat røde advarselsskilte op langs hele teststrækningen. Togene vil under både testkørsel og almindelig drift køre med lav hastighed. Bliver det nødvendigt, kan letbaneføreren ringe med en klokke for at advare fodgængere og cyklister.

LEAVE A REPLY