Home Nyheder Luksusrederi klar med nyt flagskib

Luksusrederi klar med nyt flagskib

0
SHARE
Repræsentanter for de tre inviterede danske rejsebureauer med skibets kaptajn. Fra venstre Lars Damsbo fra Nyhavn Rejser, kaptajn Allessandro Zanello, Charlotte Schou fra Nyhavn Rejser, Jesper Kiil fra Peacock Travel samt Brit Brander fra Bella Vista.

Italienske Silversea Cruises præsenterede denne uge sit nyeste og hidtil største skib, Silver Muse. ”Det skandinaviske marked går godt og har stort potentiale,” siger rederiets Europa-chef.

Navnlig tre rederier kæmper om passagererne i segmentet ultra deluxe. På det danske marked regnes Seabourn som størst fulgt af Silversea og Regent.

Og det er en dyr fornøjelse at cruise med disse rederier. ”Det koster – afhængig af ruten og tidspunktet på året – omkring 3-4.000 kr. i døgnet; hertil kommer flybillet til og fra destinationen,” sagde en af de fire danske rejsebureauagenter, der mandag til tirsdag i denne uge var inviteret af Silversea til at se det flotte nye flagskib, Silver Muse, i Southampton.

De danske rejsebureauagenter var fra Bella Vista, Peacock Travel og Nyhavn Rejser.

Silver Muse er Silverseas 9. skib og dets hidtil største med plads til 596 passagerer – hidtil har det italienske rederi holdt sig til skibe med plads til 3-400 gæster.

”Skibet er mere hotelagtigt”

Jesper Kiil, cruise manager hos Peacock Travel, siger til takeoff.dk:

”Indenfor krydstogter sælger vi mest Silversea, så jeg er glad for at se Silver Muse, der er ret anderledes end rederiets andre skibe. Man kan bl.a. på indretningen af skibet se tendenser til at luksusrederier gerne vil have fat på det yngre publikum.

Silversea andre skibe er mere brune i farvevalget, mens Muse er meget mere lys. Jeg tror man med indretningen af Muse går efter at gøre skibet mere hotelagtigt og lidt mindre maritimt. Det kan bl.a. lette overgangen for det publikum, der plejer at holde hotelferie, men som gerne vil prøve et cruise.”

Jesper Kiil, der for snart to år siden blev hentet fra krydstogtrejsebureauet Bella Vista til Peacock, da Peacock begyndte at sætte fokus på salg af luksus-krydstogter, tilføjer:

”Måske vil nogle i Silverseas ældre kundegruppe synes, at Silver Muse er lidt for moderne – også fordi Muse er større med plads til tæt på 600 passagerer.

Men jeg kan godt lide Muse, der er et stort udvalg af restauranter, så man næsten kan spise på en ny hver aften – at der er kuvertpris på to af skibets restauranter skræmmer måske nogle væk.”

Jesper Kiil siger, at krydstogter med f.eks. Silversea typisk bestilles et halvt år i forvejen. Når rejsen er booket får kunden en adgangskode og kan på forhånd lave bordreservationer til skibets restauranter, bestille udflugter osv.

”Mange af vores Silversea-gæster sejler i Middelhavet, men vi sælger også cruises til f.eks. Caribien og Asien med besøg i bl.a. Singapore, Burma og Vietnam. Et krydstogt med Silversea er typisk fra en til to uger. Og er destinationen Middelhavet bliver prisen for en uges tid omkring 25.000 kr. uge pr. person,” siger Jesper Kiil der gennem årene har været på op mod 30 krydstogter.

Silver Muse på 40.700 bruttoregister tons er det italienske rederi Silversea’s nye flagskib og dets hidtil største skib. Sidst i 2020 kommer søsterskibet Silver Moon.

”Skibet giver et venligst indtryk”

Også Brit Brander, direktør for krydstogteksperten Bella Vista, var tilfreds med besøget på Silver Muse. Hun sagde bagefter til takeoff.dk:

”Det er et meget lækkert, der er vægt på de lyse farver, skibet har mange store vinduer og giver generelt et venligt indtryk. Suiterne er store og gode – og servicen er meget fin.

Silversea er glad for det danske marked. Vi har f.eks. mange bookinger med Silversea, hvor flere generationer i en familie tager af sted for at fejre en rund fødselsdag, et guldbryllup osv. Der er et ganske fornuftigt marked for Silverseas produkter i Danmark,” siger Brit Brander.

44-årig kaptajn

Silver Muse har en besætning på 411. Skibets kaptajn er Alessandro Zanello, rederiets hidtil yngste. Han sagde til takeoff.dk under fremvisningen af Silver Muse, at han er på arbejde i tre måneder og har så to måneder fri.

Silverseas skibe betjener på verdensplan omkring 1.000 destinationer – alene Silver Muse besøger her i sit første år 34 lande og 130 havne.

Otte restauranter

Silversea sejler med all inclusive-konceptet. Dog skal der på to af Silver Muse’s otte restauranter betales en kuvertpris på under 50 dollars.

Og variationen af restauranter er meget bredt – fra bøf-restauranten, en med fokus på asiatisk mad, italienske specialiteter osv.

De mange andre tilbud på Muse tilbyder bl.a. på et stort fitness center, kasino, spa, kunst-cafe, pool område med jacuzzi, bibliotek osv. osv. Og i suiterne er der et imponerende underholdningsprogram med masser af film, TV-serier osv. Niveauet er klart bedre end hvad mange flyselskaber tilbyder på deres langruter.

Silversea har ikke kahytter, men suiter. Der er flere kategorier, her er det en veranda-suite. Den har bl.a. også et lille garderobeværelse.

Tilfreds med Skandinavien

Det danske krydstogtmarked er foreløbig på ca. 36.000 bookinger om året, hvor af de 4.000 er med ultra deluxe-skibe som f.eks. Silverseas.

Alfredo Spadon, direktør for Silversea Cruises i bl.a. Europa, sagde ved præsentationen af Silver Muse til takeoff.dk:

”Baby-boomerne er et af vores største markeder når det gælder om at tiltrække gæster til Silver Muse. Generelt går det godt på det skandinaviske marked. Skandinavien har et stort potentiale og vi arbejder på at komme endnu tættere på de skandinaviske krydstogtgæster og de rejsebureauer, der sælger vores produkter.”

24 mio. krydstogtpassagerer

Ifølge Cruise Lines International Association, CLIA, var der sidste år mere end 24 mio. krydstogtpassager – det største nogensinde; flodkrydstogter er ikke medregnet.

På verdensplan, oplyser CLIA, bestillinger på over 60 nye krydstogtskibe med kapacitet til 185.000 passagerer.

CLIA’s rapport for 2016 siger bl.a., at antallet af krydstogtpassagerer i Europa sidste år steg lidt over tre procent.

Største stigning kom fra det britiske marked med en fremgang på 11,3 pct., mens det skandinaviske samlet gik tilbage med 2,2 pct. Der var dog en fremgang på 1,4 pct. fra det danske marked sammenlignet med 2015.

For hver 1.000 indbyggere i Storbritannien blev der sidste år booket 27 krydstogter, tallet var 25 i Tyskland og 19 i Norge, hvilket dog ikke mindst skyldes at mange nordmænd sejler med Hurtigruten langs den norske kyst. Tallet for Danmark var blot seks købte krydstogter for hver 1.000 indbyggere.

Halvdelen af de europæiske krydstogtpassagerer sejlede sidste år i Middelhavet. De to næststørste markeder var Caribien og Nordeuropa/Baltikum.

 

LEAVE A REPLY