Home Nyheder Ingen negativ Trump-effekt her

Ingen negativ Trump-effekt her

0
SHARE

Efter i årevis at have haft massiv vækst i danske tilrejsende tog historien en brat vending, da Donald Trump overtog styret i USA. Efter et kontroversielt indrejseforbud meldte rejsevirksomheder om nedgang i antal rejsende til USA.

Også i Danmark har søgemaskiner meldt om dalende interesse, men ingen har hidtil spurgt danskerne, hvad en eventuel nedgang skyldes. Nu har rejsearrangøren TUI derfor spurgt 1.200 danske kunder, om deres lyst til at rejse til USA er blevet ændret og i så fald hvorfor.

19% er blevet mere interesserede i USA-rejser i løbet af det seneste år, og 64% udtrykker ingen ændring, mens 17% siger, at de er blevet mindre interesserede. 54% af disse forklarer den vigende interesse med uenighed i den nye politiske linje i USA. Samlet tyder undersøgelsen på stigende interesse, mens en mindre gruppe vælger USA fra på grund af Donald Trump.

”Der er ingen tvivl om, at danskernes rejselyst bliver påvirket af et lands politik. Vi vil hellere rejse til lande, hvor vi kan spejle os i værdierne. Men når det kommer til USA, vil de lave priser på flyrejsen i længden opveje, at en mindre gruppe bliver hjemme på grund af Trump”, siger Nikolai Johnsen, pressechef for TUI i Danmark.

Tal fra Trafikstyrelsen bekræfter, at rygterne om et dansk fald i USA-rejser er overdrevne. Årets første fire måneder gav en stigning på 9%  i rejsende fra Københavns Lufthavn til USA i forhold til sidste år. Dog faldt væksten fra 12% i januar til 4% og 3% i februar og januar umiddelbart efter annonceringen af Trumps første indrejseforbud. Men allerede i april var væksten tilbage på 15%.

Derfor vil TUI nu også ind på det amerikanske marked og lancerer pakkerejser til New York, Florida, San Francisco, Las Vegas, Los Angeles og Boston.

”Vi kan se, at vores kunder gerne vil rejse til USA. Derfor åbner vi for seks nye rejsemål baseret på rutefly og udvalgte hoteller med centrale placeringer”, siger Nikolai Johnsen.

TUIs flyløsninger er typisk baseret på enten SAS eller Norwegians direkte ruter til de nordamerikanske destinationer.