Home Nyheder ID-kontrol fjerner 51% af togrejsende til CPH

ID-kontrol fjerner 51% af togrejsende til CPH

0
SHARE
Kontrol i Københavns lufthavn mandag morgen. Foto: Preben Pathuel
Kontrol i Københavns lufthavn. Foto: Preben Pathuel

ID-kontrollen ved Københavns Lufthavn har fået 51% af de togrejsende til i stedet tage metro, bus, taxa eller egen bil.

I løbet af de første tre måneder af 2016 har over 160.000 rejsende vendt toget ryggen, viser en opgørelse, som Københavns Lufthavne har foretaget, skriver jyllands-posten.dk.

Socialdemokraterne og SF kalder udviklingen ’helt uacceptabel’, mens transportministeren vil drøfte sagen med sin svenske kollega. Dansk Folkeparti mener, at passagerflugten kan skyldes manglende tillid til DSB.

Pressechef Kasper Hyllested fra Københavns Lufthavne føler sig overbevist om, at forklaringen er den omstridte ID-kontrol: ”For os er det afgørende, at man let og hurtigt kan komme til og fra lufthavnen fra hele Danmark”, siger han og understreger, at det ikke er noget, lufthavnen har haft nogen som helst indflydelse på.

”DSB har valgt at lave kontrol til Sverige på stationen i lufthavnen, hvilket har betydet, at alle skal ud af toget og over på en anden perron. Derfor kører der ikke længere direkte tog til lufthavnen, og derfor skal alle rejsende nu skifte på hovedbanegården”.

I 1. kvartal sidste år kom godt 316.000 af de rejsende med tog til og fra lufthavnen. I 1. kvartal i år var det faldet til godt 155.000.

Socialdemokraternes transportordfører, Rasmus Prehn: ”Det er en uacceptabel udvikling. Vi skal gøre, hvad vi kan, for at folk kan benytte toget til lufthavnen. Et er, at man skal tumle ud og ind af toget med sin kuffert, men hvis man så også skal stå nogle få kilometer væk og tumle en ekstra gang med kufferten og måske skifte perron, fordi toget ikke kører direkte til lufthavnen så er det ikke smart”.

”Det må kunne lade sig gøre for DSB at håndtere det på en måde, så der igen kan komme direkte tog til lufthavnen”.

Transportminister Hans Christian Schmidt vil drøfte problemet med sin svenske kollega Anna Johansson.