Home Nyheder Gode råd ved flystrejker og forsinkelser

Gode råd ved flystrejker og forsinkelser

0
SHARE

Danmarks Rejsebureau Forening opfordrer danskerne til at huske på en række gode råd, som sikrer dem, hvis ferien rammes af strejker, forsinkelser eller andre uforudsete hændelser.

Et af de gode råd er, at man skal købe sin pakkerejse hos et dansk registreret rejsebureau. Det sikrer beskyttelse af både Pakkerejseloven og Rejsegarantifonden. Det gælder alt fra et forkert værelse til en aflyst flyafgang eller en konkurs. Har man selv sammensat sin rejse, er man på egen hånd, hvis uheldet er ude, lyder det fra Lars Thykier, adm. direktør i DRF.

Han tilføjer, at rejseforsikringen burde være en selvskreven følgesvend på danskernes rejser: ”Rejseforsikringen er et vigtigt værktøj, hvis der sker noget, man ikke kunne forudse. Desuden er det vigtigt, at man tjekker, hvordan forsikringen passer til familiens behov. For eksempel dækker de fleste almindelige rejseforsikringer ikke ekstremsport og –aktiviteter, som mange dyrker på ferien.”

Han opfordrer desuden rejsende til at hente og registrere sig i Udenrigsministeriets Rejseklar-app. Her kan man finde rejsevejledninger, oplysninger om visum og vej til nærmeste ambassade. Og man kan skrive sig på Danskerlisten, så myndighederne ved, hvor man befinder sig. Se evt. www.um.dk for mere information om Rejseklar-app’en.