Home Nyheder Fuld fart i Billund Lufthavn

Fuld fart i Billund Lufthavn

0
SHARE

338.494 passagerer benyttede Billund Lufthavn i september. Det er en stigning på 30.789 passagerer svarende til 10,0%. Der er vækst i de fleste segmenter og selskaber.

Udenrigsruterne havde 222.149 rejsende – en stigning på 10,5%. ”Både netværksselskaberne og lavprisselskaberne oplever de høje belægningsprocenter hen over sommeren er fortsat ind i efteråret”, siger lufthavnsdirektør Kjeld Zacho Jørgensen. ”Det er ikke muligt at fremhæve ét selskab, da mange selskaber oplever de samme positive tendenser.”

Indenrigsruterne havde 12.334 passagerer – en tilbagegang på 1.193 rejsende. Det dækker over en pæn fremgang for ruten til Bornholm, mens ruten til København har det vanskeligere. ”Indenrigsruterne har været i vores fokus gennem en periode. Sammen med flyselskaberne og de øvrige lufthavne i Danmark er der iværksat initiativer, der skal gøre det mere attraktivt at flyve mellem landsdelene. Kort vej fra terminalen til flyet, adgang til fast track for indenrigsrejsende og klippekort med indbyggede rabatter er nogle af de elementer, der er indført. I næste uge iværksættes en kampagne for at gøre opmærksom på de store tidsmæssige fordele,” siger Kjeld Zacho Jørgensen.

Chartertrafikken havde 103.046 rejsende i september. Det er en stigning på 11,9% svarende til 10.946 passagerer.

Ferierejserne strækker sig i disse år over længere perioder, end vi har været vant til, og med gode tilbud bliver det ekstra attraktivt at flytte ferien for dem, der har mulighed for det. Grækenland, Spanien og Tyrkiet er de foretrukne rejsemål.

Samlet er der år-til-dato en stigning på 200.228 passagerer eller 8,3%. Oven på rekordåret 2016, da Billund Lufthavn for første gang passerede de tre millioner passagerer er der tale om betydelig vækst.