Home Nyheder Forberedt på dårlige tider

Forberedt på dårlige tider

0
SHARE

Det er flyselskabets CEO Willie Walsh, der har talt om ’de værste tider nogensinde’, og han giver de urimeligt høje brændstofpriser skylden for nedgangen på 88% i selskabets overskud før skat i årets andet kvartal, da overskuddet blev 37 millioner pund mod 298 millioner pund i samme periode året før.

 

Det var samtidig første hele kvartalsresultat efter den katastrofale åbning af Terminal 5 på Heathrow.

Walsh fastholder sine forventninger om, at selskabets brændstofudgifter vil løbe op i 3 milliarder pund på årsbasis, hvilket svarer til 8 millioner pund om dagen – en stigning på 49%.

”Vi har reduceret kapaciteten i vinterfartplanen med 3% uden det går alvorligt ud over vores rutenet og samtidig råder vi over tilstrækkelig kapacitet til at være på, når forholdene forbedrer sig”, siger BAs topchef.

 Selskabets ordrer på seks Boeing 777-300ER vil være med til at forbedre driftsøkonomien, da brændstofforbruget er 23% lavere end for de nuværende Boeing 747, som skal erstattes. Desuden har selskabet bestilt 24 Boeing 787 Dreamliners og 12 Airbus A380. De er forsinkede, men vil komme imellem 2010 og 2014 og vil ligeledes reducere brændstofforbruget i forhold til de gamle fly, de skal erstatte.

Skrevet af Flemming Juul