Home Nyheder Flytrafik slap for sommerkrise

Flytrafik slap for sommerkrise

0
SHARE

»Vi frygtede det værste, men så slemt blev det heldigvis ikke.« Sådan kan man sammenfatte flyvesikringstjenesten Naviairs budskab, når der gøres status over, hvordan det er gået med at dirigere fly ind i, ud af og gennem dansk luftrum i juni og juli, skriver Berlingske Tidende i dag.

 

»Faktisk har vi kunnet levere en service, der er 50 procent bedre end ventet, primært fordi det lykkedes os at få ekstra mandskab ind, så vi kunne håndtere mere trafik. Vi har endda haft et par dage, der har været helt fri for forsinkelser på grund af vores flyvekontrol,« siger driftschef Peter Majgård.

 

Det betyder dog ikke, at de forsinkelser, der skyldes manglende kapacitet i den danske flyveledelse, er fortid. For tiden vil man i myldretiden kunne opleve forsinkelser på op til 20 minutter grundet Naviair, hvilket dog forventes at være løst sidst i september.

 

Hos SAS genkender man billedet af en bedre end ventet sommer. »Flyvekontrollen har ikke givet os forsinkelser af væsentlig betydning, og vi har oplevet en markant stigning i punktlighed i sommerens løb. I juli var 84,6 pct. af vores afgange punktlige,« siger pressechef Mikkel Thrane, der påpeger, at SAS har arbejdet målrettet for at forbedre netop punktligheden.

 

I My Travel har man ikke oplevet de store forsinkelser på afgange fra København. Til gengæld har stort set alle fly fra Oslo og Stockholm oplevet at blive forsinket med op mod et kvarter, når de er fløjet via dansk luftrum, oplyser direktør Tom Clausen.

 

For Sterling har det været en »sommer horribilis«, siger kommunikationsdirektøren, Rulle Westergaard. »Vi er vant til, at op mod 80 procent af vores fly flyver punktligt. Men denne sommer har vi haft uger, hvor mere end halvdelen af flyene har været forsinkede,« siger Rulle Westergaard, der dog ikke kan sige præcis, hvor mange, der skyldes Naviair.

Skrevet af Hanne Aaen Lassen