Home Nyheder Flybestillinger for milliarder

Flybestillinger for milliarder

0
SHARE

flyAirbus, Boeing og Embraer offentliggør traditionen tro masser af ordrer under det store Paris Air Show.

Det store europæiske Airshow holdes på skift mellem Le Bourget – i ulige år – og i lige år i sydengelske Farnborough. Her fremviser flyselskaber og leverandører alt det nyeste og flyfabrikkerne offentliggør den ene ordre efter den anden. Således også i år, da airshowet på Le Bourget begyndte i går – i den 50. udgave.

Det tyske leasingfirma DORIC Lease Corp. har bestilt yderligere 20 Airbus A380 til værdi af seks milliarder dollar. Doric ejer i forvejen 18 eksemplarer af verdens største passagerfly.

A380 flyver foreløbig for ni flyselskaber verden over – største kunde er Emirates, der har bestilt 90, mere end hver tredje af det samlede antal bestillinger.

easyJet plc køber 35 Airbus A320 til levering mellem 2015 og 2017 og 100 New Generation A320neo til levering fra  2017 til 2022 med option på yderligere 100.

Lufthansa bekræftede på Le Bourget køb af 100 nye fly fra Airbus A320-familien for over ti milliarder dollar. Det store leasingfirma ILFC, International Lease Finance, har også på Le Bourget underskrevet bestilling af yderligere 50 Airbus A320neo til værdi af over fem milliarder dollar – dermed har ILFC samlet bestilt 150 A320-fly.

TUI Travel konfirmerede ligeledes i går bestilling af 60 Boeing 737MAX – med option på yderligere 90.

Også brasilianske Embraer kunne i går på Le Bourget oplyse om 365 bestillinger af selskabets E-Jet model, herunder 100 fra amerikanske SkyWest, verdens største regionale flyselskab. Det har optioner på yderligere 100 eksemplarer. Den samlede pris for de 200 fly er officielt 9,3 milliarder dollar. Herudover har Embraer bestillinger på mindst 25 E-190’ere og 25 E-195 fra International Lease Finance. Hertil kommer ordrer fra andre kunder.

Og GECAS, General Electric’s leasingselskab, vil købe 10 Boeing 787-10X.

I øvrigt åbnede Paris–Le Bourget i 1919 og var Paris’ første lufthavn indtil åbningen af Orly i 1932. Le Bourget blev lukket for rutetrafik i 1977. Lufthavnen er navnlig berømt for at være der, hvor Charles Lindbergh i 1927 landede efter som den første alene at have krydset Atlanten i flyet ”Spirit of St. Louis.”

En meget uønsket passager landede i lufthavnen 25. juni 1940 – Adolf Hitler på sit eneste besøg i Paris