Home Nyheder Fem Mellemøstlande dropper flyvning til Qatar

Fem Mellemøstlande dropper flyvning til Qatar

0
SHARE

Det gælder Saudi Arabien, Yemen, De arabiske Emirater, Egypten og Bahrain, som har afbrudt sine diplomatiske forbindelser med Qatar og bebudet blokade af al trafik over land, hav og i luften på grund af Qatars påståede støtte til terror.

Ifølge meddelelser fra Emirates og Air Arabia vil alle fly til og fra Qatar stoppe fra og med i dag, tirsdag den 6. juni. Etihad Airways vil ligeledes aflyse alle sine Qatar-flyvninger. flyDubai, det førende lavprisselskab i regionen, aflyser ligeledes sine flyvninger til Doha, mens Gulf Air fra Bahrain og Egypt Air forventes at gøre det samme.

Det er usikkert, i hvor høj grad krisen vil påvirke Qatar Airways, som hidtil har benyttet Saudi Arabiens luftrum.

Ifølge lokale medier har de mellemøstlige flyselskaber sikret alle kunder, der ville flyve til og fra Qatars hovedstad Doha, alternative løsninger.

Et andet problem i forbindelse med luftrummet er USA’s store militærbase al-Udeid i Qatar, som rummer 10.000 amerikanske soldater.

Qatar beskyldes for at yde finansiel hjælp til forskellige Sunni ekstremister og terroristgrupper, som al-Qaidas afdeling i Syrien, Det muslimske Broderskab og ISIS.

Meddelelsen om det diplomatiske og trafikale sammenbrud i Mellemøsten skete samtidig med IATAs generalforsamling i Cancun. Qatar Airways CEO Akbar al Baker var blandt deltagerne i åbningsreceptionen, søndag aften, men mandag morgen forlod han Cancun i privatfly.