Home Nyheder Færre gæster, stigende omsætning

Færre gæster, stigende omsætning

0
SHARE
Gæsterne brugte flere penge i Tivoli i første kvartal, så selv med færre gæster steg omsætningen og det gavnede resultatet. Det viser Tivolis regnskab for første kvartal, der sluttede 30. juni.
1.238.000 gæster gik gennem tælleapparaterne i de tre måneder mod 1.302.000 sidste år. Det hænger blandt andet sammen med, at sæsonen begyndte fire dage senere end sidste år. Men selv om færre gik i Tivoli, så steg omsætningen med syv procent fra i fjor til 218,8 mio.kr. 
Tivolikoncernens resultat før skat blev i første kvartal 2008/09 et overskud på 45,1 mio. kr. mod 35,8 mio.kr. i samme periode sidste år, svarende til en stigning på 26 pct. På bundlinien kan aktionærerne glæde sig over et overskud på 33,3 mio. kr. mod 25,8 mio. kr. sidste år. 
Stigningen i omsætningen kan også henføres til indtægter på egenproducerede shows. For hele 2008/09 fastholder Tivoli forventningerne om en omsætning i størrelsesordenen 610-630 mio. kr. samt et resultat før skat i niveauet 40 – 50 mio. kr.

Skrevet af Hanne Aaen Lassen