Home Nyheder Effektiviteten er afgørende

Effektiviteten er afgørende

0
SHARE

VIA Travels årlige kundeundersøgelse blandt godt 12.000 forretningsrejsende viser, at forretningsfolk prioriterer en effektiv rejse højest – også foran prisen.

Helt i toppen ligger ønsket om kortest mulig rejsetid med færrest mulige mellemlandinger. Derefter følger fleksibel returrejse og først som nummer tre kommer muligheden for at rejse billigst muligt. Længere nede på prioriteringslisten kommer miljøvenlige rejsemåder og lavest prioritet får en mere komfortabel rejse på businessklasse.

”Pris vil selvfølgelig altid være et vigtigt element og har nok fået en endnu højere prioritet i kølvandet på finanskrisen, men det er vigtigt at understrege, at det ikke kommer højest når kunderne vurderer hvad, der er vigtigst. At pris på mange måder øger i vigtighed sammenlignet med komfort støtter en international trend. Flyselskaberne ombygger flyindretningen, tilbyder flere økonomisæder, og har øget satsningen på Economy Extra til forskel fra Business og First”, siger adm. direktør i VIA Travel, Rune Feltman.

Han nævner også selvbookningsløsninger som en klar tendens til, at trenden er langvarig: ”Væksten i selvbookningsløsninger startede længe før finanskrisen. Sådanne løsninger giver kunderne god oversigt over det prisbillede, man står ovenfor og kunderne bliver meget bevidste om de valg de træffer”.

Ifølge undersøgelsen fremgår det også, at kunderne anser service og kundebehandling som allervigtigst.

 

”94,5% af vore kunder er godt tilfredse med deres bureauforbindelse. Det er et tal vi er stolte over og viser vigtigheden af lokal tilstedeværelse, hurtig og personlig service, samt et godt selvbookningssystem”, siger Rune Feltman.

Skrevet af Flemming Juul