Home Nyheder IP-telefoni for alle i Københavns Lufthavn

IP-telefoni for alle i Københavns Lufthavn

0
SHARE

Mønttelefonen har udspillet sin rolle og erstattes nu af IP-telefonen i Københavns Lufthavn. Her  kombineres telefoni med internet og e-mail. Lufthavnen er i fuld gang med at opsætte 100 telefonautomater som afløser for de traditionelle mønt- og korttelefoner

“Selv om de fleste har mobiltelefon, ser vi store muligheder i de kombinerede telefon- og internet kiosker. Mange har behov for at ringe til udlandet, og i langt de fleste tilfælde er det billigere med IP-telefoni. Samtidig giver kioskerne nem og hurtig adgang til internet og e-mail,” siger passagerchef Susanne Frank, Københavns Lufthavne A/S.

Det koster to kroner i minuttet at ringe til EU eller USA fra kioskerne, mens prisen for samtaler til andre verdensdele er maksimalt fem kroner i minuttet. For internet, e-mail, videomail, spil osv. er prisen to kroner i minuttet. Der kan betales med mønter eller Dankort, Visa eller MasterCard.

Kioskerne rummer en række gratis servicefunktioner. Det gælder turistportalen iSpot Copenhagen, der giver information om restauranter, kulturliv, shopping, seværdigheder og sightseeing i København. Der er også gratis adgang til Københavns Lufthavns hjemmeside www.cph.dk og til online butikken www.tax-free.dk.

De nye telefoner er baseret på et touch-screen system, der sammen med tastaturet og den indbyggede mus gør det nemt at overskue og anvende. Telefon-funktionen fungerer for brugeren som en hvilken som helst anden telefon.

En særlig feature på telefon- og internet kioskerne er det indbyggede webkamera, som gør det muligt at optage og sende videomail. Så nu er det nemmere end nogensinde at sende en personlig hilsen fra lufthavnen.

Skrevet af