Home Nyheder De dyreste og billigste storbyer

De dyreste og billigste storbyer

0
SHARE
Beograd - den billigste blandt Europas storbyer.
Beograd – den billigste blandt Europas storbyer.

En undersøgelse af leveomkostningerne i tyve europæiske storbyer viser, at der er meget at spare ved at vælge alternative storbyer som rejsemål. Et besøg i zoo er f.eks over syv gange så dyrt i London som i Zagreb. København er også med i undersøgelsen og placerer sig blandt de dyreste.

Hvad koster en dagsbillet til offentlig transport i Oslo, og hvad koster en øl i Prag eller en portion pommes frites i Lausanne? I samarbejde med FDMs europæiske søsterklubber er priserne i tyve storbyer varer, entréer og services blevet undersøgt.

”Det er ikke overraskende, at Paris og London topper listen, men at der kan være så store besparelser ved at rejse til alternative storbyer er interessant. Rejser man f.eks. til storbyer som Budapest, Prag eller Zagreb, kan man spare rigtig meget på leveomkostningerne”, siger adm. direktør i FDM travel, Jan Lockhart.

Priserne på 20 indkøb omfatter transport og entré, mad og drikke, småudgifter som postkort, vand og medicin samt kropspleje. Den samlede værdi viser tydelige prisforskelle på de dyreste og billigste byer. I Zagreb skal man f.eks. betale 56 Euro og i Prag 69 Euro, mens man i London og Paris skal af med over det dobbelte, nemlig 143 Euro. København ligger blandt de fem dyreste storbyer. Her koster de samlede indkøb 134 Euro.

”Priserne er hentet i nogle af de mest populære turistområder, og derfor ligger de også i den høje ende. Hvis man gerne vil på storbyferie i de dyreste byer som Barcelona og Madrid uden at skulle af med en formue, kan man derfor med fordel søge lidt væk fra turistområderne, hvor f.eks. maden og drikkevarer er billigere. Det er derfor altid en god idé at undersøge tingene hjemmefra eller at forhøre sig hos sin rejsespecialist om alternative restaurantområder, transportformer eller anderledes turistattraktioner”, siger Jan Lockhart.

På listen over leveomkostninger rangerer Oslo, som den dyreste storby. Her koster en dagsbillet til offentlig transport f.eks. 11,08 Euro. I Prag koster den 4,01 Euro. Tilsvarende skal man give 6,23 Euro for en øl i Oslo, mens man slipper med en enkelt Euro i Prag. Lige i hælene på Oslo kommer Paris og London. København indtager fjerdepladsen.

Blandt de billigste storbyer er Beograd, hvor indkøbene koster 41 Euro. Herefter kommer Zagreb, Ljubljana, Prag og Budapest.