Home Nyheder Dansker afløser dansker i SAS’ topledelse

Dansker afløser dansker i SAS’ topledelse

0
SHARE
Lars Sandahl Sørensen er fra 1.maj ny topchef i SAS, som koncerndirektør med ansvar for bl.a. driften.
Lars Sandahl Sørensen er fra 1.maj ny topchef i SAS, som koncerndirektør med ansvar for bl.a. driften.

En kendt dansk tidligere topdirektør i SAS er 1. maj tilbage i flyselskabet som koncerndirektør med ansvar for driften. Her afløser han SAS’ højest placerede dansker – der skal være chef for DSB.

51-årige Lars Sandahl Sørensen returnerer 1. maj til SAS som flyselskabets øverste driftsdirektør, COO, (Chief Operating Officer). Han kom i 2003 til SAS fra et direktørjob i VisitDenmark. Frem til 2010 var han bl.a. kommerciel direktør i SAS og inden da direktør for den siden nedlagte enhed SAS International.

Han forlod SAS til fordel for et topjob i ISS-koncernen og skiftede siden til sit nuværende arbejde som partner i headhunterfirmaet Flensby & Partners, ligesom han er rådgiver for adskillige investeringsfonde og sidder i en række bestyrelser.

I pressemeddelelse siger SAS’ koncernchef, Rickard Gustafson: ”Med Lars tilbage i SAS får vi en chef med stor erfaring og også en driftsdirektør med stort kendskab til luftfartsbranchen. Lars vender tilbage til SAS i en meget spændende tid, hvor vi investerer i fornyelse af flyflåden og hvor konkurrencen er markant ændret.”

Selv siger Lars Sandahl Sørensen: ”Jeg glæder mig til at vende tilbage til SAS og arbejde med de bedste medarbejdere i luftfarten. Vi skal fortsætte med at styrke SAS’ position som Skandinaviens førende flyselskab.”

Lars Sandahl Sørensen afløser Flemming Jensen, der skal være ny adm. direktør for DSB.