Home Nyheder Bilen vinder over kollektiv trafik

Bilen vinder over kollektiv trafik

0
SHARE

Danskere vil hellere tage bilen end kollektiv transport, når de skal til og fra arbejde eller uddannelse. Det viser en undersøgelse lavet af Passagerpulsen hos Forbrugerrådet Tænk.

2.480 pendlere over hele landet er blevet spurgt, hvor godt de mener, bilen og kollektiv transport opfylder deres behov på syv parametre. På seks ud syv parametre vinder bilen, skriver tv2.dk.

Formanden for Pendlerforeningen Roskilde-København, Danny W. Pedersen: ”Der er investeret for lidt i offentlig transport, og der er alt for mange forsinkelser”.

Kollektiv transport overgår kun bilen på et område, nemlig muligheden for at arbejde undervejs. ”Det er den åbenlyse fordel ved bus og tog, at pendlerne kan arbejde undervejs med for eksempel at svare på mails”, siger Vagn Jelsøe, vicedirektør hos Forbrugerrådet Tænk.

”Men hvis de skal gøre transporttid til arbejdstid, er det nødvendigt, at kunne stole på den kollektive transport, at der er siddepladser nok og ikke mindst, at man kan stole på, at toget får en frem til tiden”, siger Vagn Jelsøe.

Den nye undersøgelse viser som tidligere undersøgelser, at tilfredsheden med kollektiv transport falder.

39% mener ikke, de kan stole på at komme frem til tiden, mens 26% mener, at informationen er utilstrækkelig, når der er forsinkelser.

”Politikere og trafikselskaber bør lægge sig i selen for at kollektiv transport kan være et reelt alternativ til bilen. Det halter lige nu”, siger Vagn Jelsøe.