Home Nyheder Anatolien-ejer: Ingen er blevet snydt

Anatolien-ejer: Ingen er blevet snydt

0
SHARE
Flere medier, blandet andet Stand By og ekstrabladet.dk beskrev i går hvordan hundredvis af skandinaviske rejsende angiveligt er blevet ladt i stikken af rejsearrangøren, der sælger flybilletter til feriedestinationer i Tyrkiet. Læs Stand By’s artikel ved at klikke her.
 
Sent i går eftermiddags lykkedes det imidlertid at få kontakt til rejsebureauets indehaver, Hikmet Cengiz, som blankt afviser at have snydt sine kunder. Ifølge Cengiz har rejsearrangøren aflyst i alt fire flyvninger til Tyrkiet i august måned. Han forklarer, at der som følge af disse aflysninger var 36 rejsende i sidste uge, som ikke kunne komme hjem fra feriedestinationen, som oprindeligt planlagt. Ifølge Cengiz er gæsterne imidlertid alle blevet transporteret hjem på den planlagte hjemrejsedag, men med nye flybilletter, købt hos andre rejsearrangører, blandt andet Sun Tours og Pegasus Travel.
I denne uge er 16-17 rejsende, ifølge Hikmet Cengiz blevet berørt, og også disse rejsende er, ifølge rejsearrangøren selv, blevet tilbudt enten alternativ hjemtransport eller kontant tilbagebetaling af de annullerede flybilletter.
Stand By’s oplysninger om, at mindst 50 rejsende med Anatolien Rejser skulle have henvendt sig i Rejsegarantifonden, fordi deres fly til eller fra Tyrkiet er annulleret, afviser Hikmet Cengiz ligeledes: ”Det kan godt være der er nogle mennesker, der har ringet til Rejsegarantifoden, men vi har ingen strandede gæster” bedyrer han. Gårsdagens artikel på ekstrabladet.dk afviser Cengiz som en ”to år gammel sag”.
Hikmet Cengiz afviser i øvrigt, at det er svært at komme i kontakt med ham, og bedyrer at han dagligt opholder sig på rejsebureauets adresse, Vesterbrogade 130A i København. Forelagt Stand By’s oplysninger om, at redaktionen i timevis har forsøgt at få telefonisk forbindelse på såvel kontorets telefonnummer som på hans mobiltelefon, svarer Cengiz at det er ”løgn”, og spørger omvendt redaktionen, om Stand By har modtaget betaling for at bringe gårsdagens artikel om forholdene i Anatolien Rejser.
Stand By har derfor aftalt med Hikmet Cengiz, at vi her kan offentliggøre nummeret på hans mobiltelefon, således at eventuelle rejsende, der stadig måtte være strandet i Tyrkiet, eller som ikke kan komme af sted på deres planlagte ferie, kan kontakte ham direkte. Telefonnummeret er 40 54 64 94.

Skrevet af webredaktionen