Home Nyheder Sterling-regnskab viser tab på 120 mio.

Sterling-regnskab viser tab på 120 mio.

0
SHARE

Sterling European Airways har offentliggjort sit 2004-resultat, der viser et samlet underskud på 119,3 mio. kr. Der er tale om en voldsom forværring af resultatet i forhold til 2003, hvor Sterling ”kun” tabte små 16 mio. kr. I alt har Sterling European Airways nu tabt 349 mio. kr. siden 2000, i en ubrudt række af underskud i fem år. Det er især årets sidste kvartal, som har været dyrt for selskabet. Så sent som i slutningen af oktober sidste år offentliggjorde Sterling således et nimåneders resultat, der viste et underskud på 49,5 mio. kr., og årets sidste tre måneder har således – isoleret set – givet et nettounderskud små 70 mio. kr.
Omsætningen i det norskejede flyselskab er i samme femårs periode næsten fordoblet, og nåede i 2004 op på 1,613 mia. kr. Alene sidste år voksede omsætningen med 415 mio. kr. men samtidig voksede også flyselskabets kapacitet fra otte til ti Boeing 737 fly. Væksten i passagertallet hos lavprisselskabet var således på hele 36,4 % sidste år, hvor selskabet i alt transporterede 1.825.206 flypassagerer.
I en pressemeddelelse her til formiddag betegner Sterling-direktør Harald Andresen udviklingen i Sterling som ”positiv” og hæfter sig ved den markante fremgang i passagertallet. Han forklarer det enorme underskud med høje fuelpriser, som ifølge Sterling selv har kostet 80 mio. kr. på bundlinjen sidste år, samt en forkert satsning på valutasikring af dollaren, der angiveligt har betydet et tab på 23 mio. kr. for flyselskabet.
Sterling ejes af den norske Fred Olsen koncern, som for nylig skød ny kapital ind i flyselskabet.

Skrevet af