Home Nyheder ’Årets Skulderklap’ uddelt på Fyn

’Årets Skulderklap’ uddelt på Fyn

0
SHARE
live-nation
Ulrik Ørum Petersen og Lene Dahl fra Live Nation.

Repræsentanter fra det fynske turisterhverv har været til den årlige turistkonference på Fyn. Her gik årets særlige hyldest til ’Live Nation’ for etablere ’Heartland Festivalen’ på Egeskov.

”Årets skulderklap” er Destination Fyn Klyngens anerkendelse af en virksomhed, et turistbureau eller en kommune, som med et nyskabende tiltag har bidraget til at skabe innovation, opmærksomhed og ny vækst i fynsk turisme.

Med i opløbet var Svendborg og Faaborg Havne samt Svendborg Event og VisitFaaborg for Det Sydfynske Øhop og Odense Kommune for Tinderbox.

”Der har været mange stærke kandidater med i opløbet. Men det var en enig styregruppe, som pegede på Live Nation for Heartland Festival, som årets vinder”, siger Jens Odgaard Olsson, medlem af styregruppen og direktør i Odense ZOO.

”Heartland Festivalen formår på fornemste vis at trække overnatninger til Fyn og samle fynske styrkepositioner som eventyrlighed, fødevarer, kunst og kultur. En stor gruppe kvalitetsbevidste og kreative mennesker kom til Fyn denne weekend, fordi Live Nation og Egeskov med støtte fra Faaborg- Midtfyn kommune, Region Syddanmark, Odense Kommune og Udvikling Fyn arbejdede sammen om denne unikke festivaloplevelse, som ikke ligner andre i Danmark”, siger Jens Odgaard Olsson.

”Vi har lagt uendelig mange ressourcer i at etablere denne festival, som vi også er umådelig stolte af. Opbakningen fra Fyn har været uvurderlig. At vi nu også får anerkendelsen af det fynske turisterhverv, betyder virkelig meget for os”, siger Ulrik Ørum-Petersen fra Live Nation.

Det fynske turisterhverv havde også andet at fejre. Overnatningstallene til og med august 2016 viser endnu en fremgang for Fyn og Øerne. 1,8% flere overnatninger er det blevet til i forhold til samme periode 2015. Det er især stigningen af danske turister på 3% som sikrer fremgangen for Fyn, men også Tyskland og Kina har fremgang.