Home Nyheder Årets cykelturismeløsning

Årets cykelturismeløsning

0
SHARE
Projektleder for Destination Fyn Klyngens Bike Island 2020 Anne Høyby modtog prisen sammen med Kildemoes Produkt og Sales Manager Martin Petersen:

Destination Fyn Klyngen og Kildemoes er kåret til årets Cykelturismeløsning i forbindelse med åbningen af Den nationale cykelkonference 2017.

Turister fra hele verden kommer til Danmark for at holde en aktiv ferie på cykel. Og dem vil vi gerne have flere af. Derfor tildeler Ekspertgruppen for Cykelturisme, der er nedsat af Vejdirektoratet, en pris for årets bedste cykelturismeinitiativ.

”Det sydfynske Øhav har gode cykelafstande mellem byer, seværdigheder og overnatningssteder, og Destination Fyn Klyngen satser stærkt på at udvikle Fyn, Langeland og Ærø til Nordeuropas bedste cykelferiedestination ved bl.a. at tilbyde udlejningscykler og elcykler af høj kvalitet både til lange og korte ferieture. Det er et initiativ, som har stort potentiale for at tiltrække flere cykelturister til Fyn,” siger Marianne Foldberg Steffensen, formand for Ekspertgruppen for Cykelturisme.
”Timingen er helt perfekt. Vi er nemlig godt i gang med at udvikle national cykelrute 8 til en ny Østersørute i det sydlige Danmark. Når vi i løbet af i år bliver færdig med skiltning, kan de lokale turistorganisationer og det private erhverv markedsføre ruten og udvikle pakketilbud med overnatning, spisning og oplevelser mv. På Fyn satser man fx med Bike Island-projektet på at skabe en turismeomsætning på 200 millioner kroner årligt fra 2020,” siger Marianne Foldberg Steffensen.
Vinderen blev udvalgt af Ekspertgruppen for Cykelturisme, som især lagde vægt på, at konceptet Fyn-Cyklen sikrer adgang til leje af ensartede kvalitetscykler i hele regionen, samt at konceptet indgår i en større satsning på at udvikle Fyn, Langeland og Ærø til Nordeuropas bedste cykelferiedestination.