Home Nyheder Åben Havn i Hvide Sande

Åben Havn i Hvide Sande

0
SHARE

Oplev en levende havn indefra, når Åben Havn i Hvide Sande giver mulighed for at kigge med bag kulisserne på en aktiv havn.

I Auktionshallen vil der være fiskeauktion for alle! Her kan man byde på fisk i familievenlige portioner. Nyd stemningen, når auktionsmesteren svinger hammeren over de friske fisk.

Her kan man blandt andet også købe friske fiskeretter, se og høre en gammel Grenå glødehovedsmotor og finde fortællingen om Hvide Sande Havn og Hvide Sande området.

Der bliver i år også spillet koncert i Auktionshallen, hvor lokale Karl Kristian, som står bag sangen ’Hvide Sande’ inviterer til sin første koncert med den nye udgivelse.

På havnen er der mulighed for at få et indblik i livet til søs. Der vil være ’åbent skib’ på udvalgte fartøjer, hvor man kan opleve de maritime arbejdspladser og få en snak med de ansatte ombord.

Hvordan ser det ud, når en redningsflåde udløses og hvordan foregår det, når der er en redningsaktion på havet? Der er demonstration af en redningsaktion, når Redningsstationen og Brandvæsnet sammen viser, hvad der sker under en aktion i havnen.

Redningsstationen og Blåtårn holder åbent hus, og viser deres udstyr. Her kommer også miljøskibet Penelope, som normalt holder til i Ringkøbing.