Home Nyheder Open Skies aftale på plads

Open Skies aftale på plads

0
SHARE


Forhandlere fra EU-kommissionen og USA blev fredag i sidste uge enige om hovedlinjerne i en ny Open Skies aftale, der liberaliserer det transatlantiske marked for flytrafik. En af hovedknasterne i forhandlingerne har været amerikanske krav om, at amerikanske flyselskaber ikke må domineres af udenlandsk kapital. Den udfordring er nu løst ved, at EU får tilsvarende muligheder for at begrænse amerikanske investeringer i europæisk luftfart.

Den nye aftale indeholder også bestemmelser, der giver flyselskaber på begge sider af Atlanten bedre muligheder for at udbygge alliancesamarbejde. Aftalen, som nu kun mangler en godkendelse i EU’s Ministerråd, ventes at træde i kraft til oktober.

Hos EU-kommissionen betegner en talsmand den nye aftale som et ”afgørende gennembrud” i de årelange diskussioner. Og flyselskabernes europæiske organisation, AEA, betegner det som positivt for både amerikansk og europæisk luftfart, at der nu er skabt en ”balanceret aftale”.

EU vurderer, at den nye Open Skies aftale kan generere så meget som 26 mio. passagerer over Atlanten i løbet af en femårs periode.

Skrevet af