Home Nyheder Mange omkommet under tsunami på Salomonøerne

Mange omkommet under tsunami på Salomonøerne

0
SHARE

Et endnu ukendt antal mennesker mistede mandag livet, da en tsunami ramte dele af Salomonøerne i det sydlige Stillehav.
Det var et kraftigt jordskælv i Stillehavet ud for Salomonøerne, som udløste flodbølgen. Skælvet blev målt til 8,1 på richterskalaen.
Efter skælvet udsendtes et tsunamivarsel på Salomonøerne og i andre Stillehavslande, men selv om folk på Salomonøerne flygtede mod højereliggende områder, krævede flodbølgen alligevel ofre, da den oversvømmede flere byer på den vestlige del af Salomonøerne.
På øen Gizo ramte flodbølgen byen af samme navn så hurtigt, at tsunamivarslet ikke nåede frem. Stillehavet skyllede ind over byen blot få minutter efter det kraftige jordskælv, hvis epicenter lå kun 45 kilometer fra Gizo. Her er mindst 15 mennesker omkommet, men også andre steder meldes der om omkomne.
Salomonøernes naboland Papua Ny Guinea blev ramt af en tre meter høj flodbølge, der overskyllede øen Bougainville. Beboere i havnebyen Rabaul flygtede, da havet trak sig tilbage som tegn på en kommende flodbølge, men der er ingen rapporter om tilskadekomne i Papua Ny Guinea.
Tsunamivarslet blev også udsendt i Japan, Indonesien og Australien, hvor strande blev lukket og færger holdt på land af frygt for en gentagelse af den katastrofale flodbølge, der 26. december 2004 dræbte flere hundrede tusinde mennesker i Sydøstasien.
De 12 øer, der udgør Salomonøerne er beboet af godt en halv million mennesker.

Skrevet af