Home Nyheder easyJet-resultat overrasker positivt

easyJet-resultat overrasker positivt

0
SHARE

Lavprisselskabet easyJet formåede i det seneste regnskabsår at øge overskuddet med ni pct. til i alt 68 mio. GBP. Det er sket trods en næsten 50 % stigning i brændstofudgifterne, og offentliggørelsen af det overraskende overskud sendte da også omgående lavprisaktien i vejret. Aktiekursen steg med seks pct. til det højeste niveau i halvandet år.

Baggrunden for fremgangen er højere billetpriser og en bedre belægning på selskabets ruter end oprindeligt forventet. easyJet trak da også tidligere i år en nedjustering af resultatet tilbage. Blandt de aktionærer, der – i hvert fald på papiret – tjener på den stigende aktiekurs, er islandske FL Group, som også ejer Sterling. Islændingene sidder i dag på godt 16 pct. af aktierne i easyJet, og rygterne om et decideret overtagelsesforsøg svirrer stadig. Siden sidste årsskifte er easyJet-aktien steget med næsten 60 pct.

Selvom investorer og analytikere tog imod resultatet med opstemthed, tegner der sig også mørke skyer i horisonten for det fremadstormende lavprisselskab. Således har den afgående topchef, Ray Webster, varslet et fald selskabets yield i det regnskabsår, der startede 1. oktober, og easyJet arbejder med planer om at reducere alle omkostninger, bortset fra fuelprisen, med mellem tre og fem pct.

Skrevet af