Home Nyheder 60 år med Stig Thygesen

60 år med Stig Thygesen

0
SHARE
Stig Thygesen.
Stig Thygesen.

Et kendt ansigt fra navnlig en årrække som direktør for Novia Groundhandling i Københavns Lufthavn, Stig Thygesen, fylder 60 år i dag. Receptionen er onsdag i næste uge, 24. februar.

Stig Thygesen er mest talmand – og når tallene taler til ham, forstår han oftest hvad de siger, og det formår han at omsætte til meget andet.

Efter sin uddannelse på Copenhagen Business School og nogle år som revisor med efterfølgende ansættelse som økonomichef i forskellige firmaer, kom Stig Thygesen i 1989 til rejsebranchen.

Det var hos daværende Copenhagen Air Services, CAS, det næststørste handlingselskab i Københavns Lufthavn. CAS blev senere til Novia og hedder i dag Aviator. Stig Thygesen havde gennem årerne en række ledende stillinger i CAS/Novia, de seneste 10 år som adm. direktør frem til 2012.

Under Noviatiden kom Stig Thygesen i 2002 i kontakt med Lars Thuesen. de lavede i fællesskab en rekonstruktion af selskabet ovenpå en skærpet konkurrence og negative finansielle resultater. Operationen lykkedes ovenud, og Novias svenske del blev i 2008 solgt til engelske Menzies, og den danske del blev i 2011 solgt til Aviator.

Stig Thygesen stoppede herefter i Novia og har siden bl.a. været adm. direktør i Lars Thuesens holdingselskab, Nosca A/S. Nosca var tidligere holdingselskab for Novia Gruppen, men er i dag et investeringsselskab. Stig Thygesen tager aktivt del i udviklingen af de forskellige selskaber i gruppen, og passer sideløbende sine egne investeringer i Homegaard Invest, en del af hvilke er fælles med Nosca.

Et af selskaberne i Noscas portefølje er Scandinavian Travel Media, der bl.a. står bag udgivelsen af standby.dk, takeoff.dk og selve Stand By-magasinet. Der er Stig Thygesen ligeledes adm. direktør siden 2015, og bladet nyder godt af hans alsidige forretningsindsigt, næse for en god nyhed og hans store kendskab til branchen.

Der er reception for Stig Thygesen i næste uge, onsdag den 24. februar, kl. 13.30-16.30 i Basisbanks lokaler på Teglholm Allé 15 København SV. Alle der kender Stig, og vil ønske ham tillykke, er velkomne.