Home Nyheder Besøgs-rekord på feriemessen i Herning

Besøgs-rekord på feriemessen i Herning

0
SHARE

Både udstillere, gæster og arrangører har svært ved at få armene ned efter en ferie- og rejsemesse i rekordernes tegn. Da ’Ferie for Alle’ sluttede i Messecenter Herning, var det en kendsgerning, at også besøgsrekorden blev slået for fjerde år i træk. Hele 55.067 rejseglade og investeringslystne gæster besøgte den 9. udgave af Ferie for Alle, siden messen i 1998 blev relanceret efter en pause på ca. 25 år. Det er 877 flere end i 2005.

”’Ferie for Alle’ har nu for alvor cementeret sin position som Skandinaviens største messe af sin art med alt inden for rejser og attraktioner i ind- og udland, camping, golf og boliger i udlandet. ammen med udstillerne glæder vi os over den store succes. Messen har bevist, at danskerne vil rejse og have oplevelser, at de har penge til større investeringer, og at de finder ’Ferie for Alle’ attraktiv på grund af det store udbud, de mange aktiviteter og det alsidige underholdningsprogram,” siger adm. direktør Georg Sørensen, Messecenter Herning, og fortsætter:

”Alle rekorder blev ganske enkelt slået i år. Antallet af udstillere steg fra 645 til 760, arealet var udvidet med 1.000 m² i forhold til sidst, og antallet af familier, der benyttede sig af vores tilbud om vintercamping i messedagene, steg fra 550 i 2005 til nu 702.”

Et rundspørge blandt en række rejsearrangører og charterbureauer gav et enslydende svar. Flere bureauer solgte over 500 ferierejser, og nogle meldte om en fordobling i forhold til messen i 2005.

”Folk er blevet bevidste om, at prisen på en krydstogtferie sagtens kan konkurrere med prisen på andre ferieformer, når man ser, hvad der er inkluderet. Vi har solgt masser af krydstogter på Ferie for Alle,” siger H.P. Andersen, som er leder af og salgschef for Scandinavian Cruise Centers nye kontor i Aarhus.

Salget af ferieboliger i udlandet er et område i vækst. På ’Ferie for Alle’ udbød 50 udstillere ferieboliger i bl.a. Tyrkiet, Bulgarien, Spanien og Frankrig.

”Vi er markedsledere på det tyrkiske boligmarked for danskere, og vi har haft en rigtig god messe. Før skødeproblemerne dukkede op, solgte vi 100 boliger om måneden – for tiden ligger vi på 15-20. På messen har vi solgt både villaer og lejligheder, bl.a. en villa i Alanya til 3 millioner kroner. Samtidig har vi fået tilmeldinger til flere besigtigelsesrejser til Tyrkiet,” siger Jacob Christensen fra Home Co’s kontor i Tyrkiet.

”De første slutsedler på campingvogne blev skrevet, en halv time efter messen var åbnet. Og der er blevet solgt masser af campingvogne, autocampere og campingudstyr. Folk har penge, de vil have luksus, og mange af de vogne, vi har solgt, ligger i den dyre ende,” siger Peter Outzen, formand for Campingbranchen i Danmark.

Skrevet af