Home Nyheder Busselskaber åbner sæson med umulige køreplaner

Busselskaber åbner sæson med umulige køreplaner

0
SHARE

En stikprøve foretaget af Jyllands-Posten Derhjemme viser, at flere af de store busrejseselskabers køreplaner for skiture er lagt, så tidsplanen kun kan holdes, hvis hastigheden overskrides.
Det gælder for eksempel Nortlander, hvis køreplan viser, at de 78 km på opsamlingsturen fra Aalborg til Randers klares på 50 minutter. Også de to Østergaard-rejseselskaber Ski & Rejser og Pist’ase Ski præsenterer for optimistiske køreplaner på denne strækning.
Forbrugerrådets trafikpolitiske medarbejder Claus Jørgensen kalder en sådan fartplan for falsk markedsføring. Der er indbygget en forsinkelse, hvis færdselsloven skal overholdes. “Forbrugeren køber en rejse under forudsætninger, der er umulige at indfri,” siger han.
Hos Nortlander erkender direktøren, Michael Jensen, at køreplanen ikke holder, og at de rejsende derfor må acceptere forsinkelser. “Normalt er der ikke folk ved alle opsamlingssteder, og køreplanen er derfor lagt, så bussen ikke skal holde og vente et sted, fordi bussen er forud for køreplanen,” siger Michael Jensen. Også Ski & Rejser-direktør, Kent Østergaard,  forklarer, at køreplanen er lavet, så bussen ikke skal holde og vente, fordi den kommer for tidligt til et stop.
Thorkild Højvig, formand for busfraktionen under Danmarks Rejsebureau Forening, undrer sig over, at skirejsebureauer markedsfører sig på et grundlag, som ikke kan overholdes og køber ikke forklaringen, at den forklaring: “forbehold for, at bussen kan være forsinket, er fint. Men når oplægget i køreplanen ikke hænger sammen, holder den undskyldning ikke,” siger han.
(Jyllands-Posten Derhjemme 01.12.2005)

Skrevet af