Wizz Airs nettooverskud stiger med 28%

Det Central- og Østeuropæiske lavprisselskab kom ud af sit regnskabsår, der sluttede med udgangen af marts, med et overskud på 246 millioner Euro – 1,8 milliarder kroner – hvilket er 28% bedre end resultatet for det foregående regnskabsår.

“Styrken af vores lavprismodel kombineret med vores voksende rutenet og vores øgede indtjening, placerer Wizz Air i en unik position til at udnytte de eksisterende markedsmuligheder for over 300 millioner indbyggere”, siger Wizz Airs CEO Josef Varadi.

Omsætningen steg med 10% til 1,57 milliarder Euro. Passagertallet steg med 19% YOY til 23,8 millioner. Load factor steg med 1,9 procentpoint til 90,1%. Omsætningen for gebyrer steg med 22,7% til 655,7 millioner Euro.

I årets løb er flyflåden udvidet med 12 Airbus A321ceo, så flåden ved udgangen af marts var på 79 fly. Der blev fløjet 486 ruter fra 28 baser, som forbandt 141 destinationer i 42 lande.