Wizz Air åbner København-Kiev

Fra den 27. august vil det ungarske lavprisselskab Wizz Air starte en direkte rute fra den ukrainske hovedstad Kiev til København.

Efter planen bliver der flyvning mellem Kiev og København, hver tirsdag, torsdag og lørdag, hvor Wizz Air vil anvende en Airbus A320 med plads til 180 passagerer. Ruten er led i udvidelsen af Wizz Airs eksisterende base i Kiev, som fra august udvides fra et til to fly.

Med den nye rute får København igen direkte rute til Ukraine, efter der i flere år ikke har været direkte forbindelse fra København til Kiev.

Ifølge CPHtravellers oplysninger er der mulighed for at Wizz Air ikke bliver eneste selskab mellem København og Kiev i 2017.