Vinterekspedition med Hurtigruten

På hundeslædefart med Hurtigruten. Foto: Daniel Lilleng.

På hundeslædefart med Hurtigruten. Foto: Daniel Lilleng.

For første gang kombinerer Hurtigruten en rejse langs Norskekysten med et ekspeditionsprogram. Udflugter med hundeslæde eller snescooter og vandreture giver følelsen af at deltage i en ægte ekspedition.

Hurtigrutens erfarne ekspeditionsteam sørger for, at afgangen med MS Finnmarken den 7. december får karakter af en ægte ekspedition. Videnskabsfolk og forskere tager med på udflugter og vandreture og holder foredrag om astronomi og glaciologi. Desuden fortæller de om geologi og historie i de regioner, der besøges.

Rejsen er i højsæsonen for Nordlys og den prisbelønnede astrofysiker, forfatter og nordlysekspert Pål Brekke præsenterer fakta om polarlys som foredrag og under observationerne.

Vinterudflugterne på land giver gode muligheder for at fordybe sig i den norske vinter på hundeslædeture, snescootersafari og vandreture gennem det hvide vinterlandskab langt væk fra forstyrrende lyskilder, hvor sandsynligheden for at opleve nordlyset er størst.