Verdens største krydstogtskib

MSC Worldclass med plads til 6.850 gæster i 2.750 kabiner bliver 330 meter lang og 47 meter bred. Skibet er bestilt af MSC Cruises og leveres om fem år.

Passagertallet er 163 flere end Royal Caribbean har plads til på Harmony of the Seas, som rummer 6.687 passagerer og er verdens nuværende største krydstogtskib og 70 flere end søsterfartøjet, Symphony of the Seas (6.780), som er under bygning og bliver størst i verden når det søsættes i april 2018. Hvert af skibene har kapacitet til at rumme alle indbyggerne i for eksempel Billund på én gang.

For en sikkerheds skyld har MSC Cruises bestilt to fartøjer i klassen hos STX France med levering i 2022 og 2024.

Til sammenligning havde Titanic, verdens største passagerfartøj for godt 100 år siden, plads til 2.344 passagerer.